Fredensborghusene & Jørn Utzon


Den danske arkitekt Jørn Utzon er født i 1918 og opvokset i Nordjylland som søn af en skibsingeniør, der arbejdede ved Aalborg værft. I familiens omgangskreds er den svenske maler Carl Kylberg og onklen, billedhugger Einar Utzon-Frank, der begge har en betydelig indflydelse på Utzons tidlige kunstneriske udvikling.

Utzon bliver i 1937 optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København, hvor han modtager undervisning af blandt andre Kay Fisker og Steen Eiler Rasmussen. Da han i 1942 er færdiguddannet, rejser han til Sverige, hvor han arbejder for to arkitekter, der har henholdsvis skrevet om og arbejdet for Erik Gunnar Asplund – et af Utzons store forbilleder. Efter krigens afslutning rejser Utzon i 1945 til Finland og arbejder i en kort periode for et andet af sine forbilleder, nemlig Alvar Aalto, inden han senere på året atter vender hjem til Danmark.

Fredensborghusene ligger i naturskønne omgivelser tæt på Fredensborg Slot og Esrum Sø. Det er derfor oplagt at besøge os, når man nyder den smukke nordsjællandske natur.

 

Foreningen Danes Worldwide, tidligere Dansk Samvirke, tog initiativ til at skabe en boligbebyggelse for hjemvendte danskere. Jørn Utzon blev tilknyttet projektet som arkitekt. Han udarbejdede en bebyggelsesplan, hvor boligerne på en af de tidlige tegninger er skitseret med brugen af et vinkelformet gummistempel. Ligeledes illustrerede Utzon med en såkaldt fingerplan, hvordan der kunne skabes plads for en grøn udsigt fra alle gårdhavehusene.

Med økonomisk støtte fra foreningens venner og ikke mindst ingeniør Saxild rejstes den nødvendige kapital til bebyggelsen, der stod færdig i 1963.

Bebyggelsen ligger i Fredensborg i Nordsjælland. Den består af 30 rækkehuse, 47 vinkelbyggede gårdhavehuse og et fælleshus med restaurant, selskabslokaler, klublokaler og ni gæsteværelser.

 

Hvad du kan opleve

Museet ligger i Fredensborghusenes centerbebyggelse, der også rummer vores restaurant, fælleslokaler m.m. som bruges af beboere og gæster i det daglige. Det er med andre ord et levende museum, hvor man kan se arkitekt Jørn Utzons tanker om bebyggelsen manifestere sig. Udstillingen synliggør fortællingen om Jørn Utzons filosofi og visionære, originale arkitektur. Byggeriernes anvendelse af materialer og konstruktioner vidner yderligere om Utzons indlevelse i stedets ånd og landskabelige muligheder. Boligbebyggelsen indgår også i museets seværdigheder. Fremvisning af huse kan efter forudgående aftale arrangeres for grupper.

Besøg i museet

Vi har åbent hver torsdag fra kl. 13 til kl. 16 (undtagen helligdage)
Entrépris 50,00 kr. inklusiv kaffe/-the og kage

Foredrag for grupper af min. 10 personer.
Her får man foredrag om Fredensborghusene, samt besøg i både gårdhave- og rækkehuse
Pris pr. person 100,00 kr. inklusiv kaffe/-the, hjemmebagt kringle og vand.
Varighed ca. 2 timer
Mulighed for tilkøb af frokost efter aftale.

‘Som arkitekt mener jeg det er meget
vigtigt at indleve sig i tingenes natur,
snarere end at kæmpe for form og stil.’

- Jørn Utzon

Tryk her for at besøge museets egen hjemmeside, eller skriv og book jeres foredrag direkte på museum@fredensborghusene.dk